tirsdag den 21. februar 2017

Eskapisme

Eskapisme (af fr. échapper; rømme, flygte) betegner en flugt fra virkeligheden i form af fx. dagdrømme. Forsøg på at glemme de umiddelbare omgivelser eller dagligdagens problemer gennem en særlig handling, aktivitet eller tankevirksomhed. 


Ofte tænker folk at kun fantasy eller sci-fi genren kan bruges som eskapisme, men det er noget vrøvl, mener jeg. Alt litteratur kan bruges som eskapisme. Ved at leve sig ind i en andens liv, en fiktiv figurs liv og verden, forlader man automatisk sin egen. En historisk roman kan sagtens bruges som eskapisme, for selv om selve historien foregår i den samme verden som jeg lever i nu, så er karaktererne nye og omgivelserne er uvante, altså føles det som at træde ind i en ny verden. 

At bruge litteratur som eksapisme er fantastisk, synes jeg. Selvfølgelig skal man stadig passe på, man skal stadig leve mest i sin egen verden, og håndtere de problemer der nu engang er der, i stedet for altid at flygte fra dem. Men alle kan have brug for at komme væk fra dagligdagen, og hvad bedre måde er der at gøre det på end ved at læse? Når hverdagen bliver for meget, er det så befriende at kunne sætte sig ned, åbne en bog og træde ind i en ny verden. Verdener der også altid er fyldt med problemer, men problemer som for det meste bliver løst, og som man har mere afstand til. Det er ikke ens eget problem, det er andres man læser om. Og hvis problemerne bliver for meget i en bog... wupti, så kan man altid lukke bogen igen. Man har en anden form for kontrol i bøgernes verden end i vores. Der er en afstand, fordi man ikke er en fysisk del af den fiktive verden, men man kan stadig mentalt leve sig ind i verdenen. Man kan møde problemer og eventyr uden nogen fare for at komme til skade, som ville være højst sandsynligt i det virkelige liv. Der er en form for tryghed når man bruger litteraturen som eskapisme. 

Derfor ser jeg ikke eskapisme som noget dårligt - selvfølgelig: alt med måde. Det er en god flugtmulighed. En næsten altid lærerig flugtmulighed. Måske er ordet 'flugt' forkert at bruge i nogle tilfælde. Ofte er det bare en rejse væk fra virkeligheden. Ikke fordi man ikke kan lide virkeligheden, men fordi man gerne vil på rejse ud i andre verdener, med andre muligheder. Ud på eventyr. 




Etiketter: , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start